Hver femte mand i 20’erne taber håret. Alligevel er der stadig et tabu forbundet med at miste håret. Rasmus Nissen Herse har gemt sit hår under en hat i tre år, fordi han ikke kan genkende sig selv i spejlet.

Af Mikkel Kjær og Simon Solkær

Vandet bruser ned over Rasmus’ hoved. Han kører sine hænder gennem håret, og roder det hele igennem. Alt håret skal blive vådt. Han har prøvet det utallige gange før, men i dag er anderledes. Han kigger på sine hænder. Nervøsiteten breder sig i kroppen. Der ligger mange flere hår, end der plejer. 

De høje tindinger var begyndt at tage fart, men det var først i badet, det gik op for Rasmus Nissen Herse, at han var i gang med at miste sit hår. Før i tiden gjorde han aldrig noget ud af sit hår. Det havde altid bare været der. 

Rasmus begyndte at tabe håret i løbet af 3.g for cirka fem år siden. I dag er Rasmus 24 år gammel og læser til bygningskonstruktør i Aarhus.

Da Rasmus var teenager, havde han stort og krøllet hår. Han brugte ikke tid på at sætte det. 

Håret havde ikke en betydning for Rasmus i denne periode. 

Situationen ændrer sig i takt med, at håret bliver tyndere og tyndere. Lige pludselig begynder han at forholde sig til sit hår. Rasmus føler, at folk begynder at kigge på ham, som om han skiller sig ud eller er anderledes. Det er en følelse, han ikke er vant til. 

“Jeg tror, det har noget at gøre med mit selvværd. Jeg føler mig ikke til rette i det.” 

Mange kæmper med hårtab

Rasmus er blot en ud af mange, som kæmper med hårtab. En femtedel af mænd i 20’erne oplever at miste håret. En statistisk som cheflæge for hudafdelingen på Bispebjerg Hospital, Simon Francis Thomsen, kan bekræfte.  

“Det er en tiltagende ting, som sker gennem en mands liv. Et hårtab kan starte allerede i teenageårene, og så kan det accelerere op gennem 20’erne,” uddyber Simon Francis Thomsen. 

Når man begynder at miste håret, skyldes det en hormonel påvirkning af hårcellerne, som er genetisk bestemt. 

“Det er næsten 100 procent genetisk bestemt, at man mister håret. Det er en predisposition fra naturens hånd, fordi man har arvet en tendens til at blive tyndhåret eller skaldet,” fortæller Simon Francis Thomsen. Som tommelfingerregel arver man ofte sit hårtab fra enten sin far eller morfar. 

Hos Poseidon Klinikken i København oplever de, at flere mænd i 20’erne henvender sig med et begyndende hårtab. Poseidon Klinikken er en ud af en håndfuld klinikker i København, som specialiserer sig i hårtransplantationer. 

“Vi har rigtig mange henvendelser fra folk i start 20’erne og så op til 25 års alderen. De er meget i panik over deres hårtab. De unge føler, at de ikke passer ind, når de som 20-årig er halvskaldede, siger klinikchef fra Poseidon Klinikken, Rikke Priemé.

Aldrig uden hat

Rasmus ligner de fleste andre på hans alder. Carhartt jakke, hættetrøje og tophue. Men i Rasmus’ tilfælde bruger han tophuen som en tryghed. En facade han sætter op for at beskytte sin usikkerhed. 

Under huen gemmer Rasmus sit hår. Hvad der startede med høje tindinger har nu bredt sig til hele issen. De tynde hår sidder der stadig, men tanken om, at folk skal se hans hår, passer ham ikke.

Derfor forlader Rasmus sjældent sin lejlighed uden hat på. Og når han en sjælden gang glemmer hatten, går han tilbage og henter den. Faktisk er det tre år siden, Rasmus sidst kan huske at have været i skole eller i byen uden hue eller kasket på.

“Der er mange mennesker, som godt ved, at jeg har mistet noget af håret, men jeg går alligevel aldrig uden hat.”

Når Rasmus taler med både medstuderende, venner og familie om sit hårtab, kan han snakke åbent om det. Han fortæller om, hvordan det påvirker hans selvværd negativt, og hvordan han efterhånden har meget lidt hår på toppen af hovedet. Han beskriver sig selv som selvsikker. Specielt når han kan gemme sig under en hue eller en kasket. 

“Jeg ville føle mig meget usikker, hvis jeg gik i skole uden hat. Jeg ville føle, at jeg var lidt i centrum. At alle kiggede på mig, fordi jeg jo selv synes, jeg ser anderledes ud.” 

Selvom Rasmus kan snakke åbent om sit hårtab, oplever han stadig, at det er et tabu at miste sit hår. Det skyldes, at hårtabet påvirker hans eget selvbillede.

“Jeg kan ikke genkende mig selv, når jeg ser mig selv i spejlet. Det betyder meget for mit eget selvbillede, at jeg ikke har noget hår. Det er mit ømme punkt”.

Et tabuiseret emne 

Når klinikchef på Poseidon Klinikken i København, Rikke Priemé, til daglig konsulterer mænd, der lider af hårtab, møder de ofte op med en hat på hovedet. Når hun beder dem om at tage den af, så øjner de muligheden for at tage den på, så snart den byder sig. For Rikke vidner det om, at der er et stort tabu forbundet med at tabe håret. 

”Mange af de unge, som vi konsulterer, er meget påvirkede over deres hårtab. De lukker sig inde, og de prøver at gemme det med en kasket,” tilføjer hun. 

Netop det faktum, at det er svært at skjule et hårtab, er med til at skabe tabuet ifølge kønsforsker på RUC Kenneth Reinicke. 

“Det kan være meget ømtåleligt og sårbart at tabe håret i en tidlig alder – specielt fordi det er noget, man ikke kan skjule.”

Samtidig vurderer han, at en stor hårmanke er forbundet med maskulinitet for nogle unge mænd. Tabuet ligger dermed i, at det er et meget tydeligt tab af maskulinitet, når man taber håret. 

Han vurderer, at det specielt er sårbart for unge mænd i overgangsfasen, fordi løsningen ved at barbere det hele af, få en hårtransplantation eller noget helt tredje kan give en afklaring. 

En tur til Tyrkiet

Når det 2022 går på hæld og champagnepropperne popper, så vil Rasmus ikke fejre nytårs med sine kammerater, som han plejer. Han vil i stedet være i Tyrkiet for at få udført en hårtransplantation. 

“Jeg vidste ikke, at det var en mulighed. Jeg vidste ikke, det virkede så godt, som jeg efterfølgende har set på billeder.”

Egentlig havde Rasmus ikke tænkt på hårtransplantation som en løsning, men efter hans mors veninde fortalte ham om en bekendt, der havde fået en succesfuld hårtransplantation i Tyrkiet, blev en ny dør åbnet for Rasmus. 

Det er ikke unormalt, at mænd søger mod Tyrkiet for at få foretaget en hårtransplantation. En opgørelse fra DR Nyheder viser, at der i 2018 var over 150 danskere, som fik foretaget en hårtransplantation i Tyrkiet. 

Årsagen til, at flere søger mod Tyrkiet skyldes ofte prisen. En operation i Danmark kan nemt løbe op i 60.000 kroner. Rasmus betaler 17.000 kroner i Tyrkiet inklusiv fly og hotel.

‘Jaja om et halvt år så går du rundt og er selvsikker igen.’ 

Sådan lød svaret fra Rasmus’ ven, da Rasmus fortalte, at han havde besluttet sig for at få en hårtransplantation. 

Efter Rasmus blev sat i forbindelse med en hårtransplantations-klnik i Tyrkiet, gik der under én uge, før han bestilte en tid.

“I min situation troede jeg, at min eneste mulighed var at vente, til jeg taber det hele. Nu har jeg mulighed for at gøre noget ved det, så jeg kan blive glad i min situation.”  

På Aarhus Cyklebane træner man hver onsdag i sommermånederne. Indenfor de næste par år er det slut. Aarhus Kommune har nemlig besluttet, at den skal nedlægges.

Af Mikkel Kjær

Det kan være svært at se, hvor hårdt cykelryttere har det, når de kører. Det er kun de sammenbidte tænder eller det hårde tråd i pedalerne, der vidner om, at det gør ondt. En ung dreng trækker ud, slår i styret og ser frustreret ud. ”Jeg fik et dårligt gearskift”, siger han, mens han stiller sin cykel og tager en tår vand.

Syv unge mennesker kører på en lang række med præcis samme afstand mellem hjulene. Nogle meter bagved ligger det samme antal rytter, med den samme afstand mellem hinanden. Dagens første træningsøvelse. Hver onsdag i sommermånederne bliver banen brugt af børn og voksne til at forbedre deres evner indenfor banecykling. Det gør sig også gældende i dag, men snart er det slut.

Mulig cykeldød i Jylland

Tirsdag d. 30. august offentliggjorde Jacob Bundsgaard arkitekttegningerne til projekt Kongelunden. Et byudviklingsprojekt, der skal samle Aarhus de næste mange år. Her skal der blandt andet opføres et nyt stadion til AGF og et nyt atletikstadion, som skal placeres der, hvor Aarhus Cyklebane ligger i dag.

Smågrin, fjanten og uopmærksomhed fylder luften. De fjorten børn, der er mødt op til dagens træning, virker upåvirkede af situationen omkring lukningen af cyklebanen. ”Er I friske i dag”, spørger Johan Tiedemann Langballe. Han er en engageret træner, der bruger sine onsdagsaftener på at forme de næste cykeltalenter. Kommunens beslutning om at fjerne Aarhus Cyklebane ærgrer ham. Især når det kommer til talentudviklingen på længere sigt.

”Jeg håber ikke, at cykelsporten i Jylland bliver en død, men det bliver stærkt begrænset. Både for dem der allerede udøver det, men specielt på rekrutteringsfronten”, konstaterer Johan Tidemann Langballe.

En tur til Odense

333,3 meter måler den gamle cyklebane i Aarhus. Betonbanen, der bølger rundt i den ovale cirkel, har ligget her siden 1940. De 82 år på bagen kan ses på banen. Betonen har fået overfladiske revner. De hvide pletter på banen stammer fra reparation af huller. Aarhus Cyklebane er den eneste udendørsbane i Danmark. De resterende to indendørsbaner ligger i Odense og Ballerup.

”Der er fandeme langt til Odense”, konstaterer Henrik Post. Han er far til to af de unge ryttere, som bruger banen hver onsdag i sommermånederne. ”Jeg synes, der mangler et fast holdepunkt i Jylland, hvis man fjerner cyklebanen”, fortsætter han. Selvom forældre, trænere og baneryttere håber på et alternativ, så tegner det ikke sådan. I kommunens planer er der ikke en ny indendørs hal til banefolket i Jylland. I stedet er de ledende kræfter fra Aarhus Cyklebane blevet inviteret til dialogkaffe på rådhuset, hvor fremtiden skal diskuteres.

De unge ryttere konkurrerer ivrigt mod hinanden. De kører stærkt for at vise, hvem der er den bedste. ”KOM SÅ!”, råber Johan hver gang målstregen passeres. Udendørssæsonen er ved at lakke mod ende. Snart skal de til Odense og Ballerup for at træne over vinteren. Aarhus Cyklebane kommer til at stå ubrugt hen, mens den falmer et år mere.

Hos SF i Aarhus Kommune ønsker man at lave et klasseloft på 24 elever i folkeskolen. Selvom det er en mærkesag for partiet, så bliver det ikke en realitet ved næste budgetforhandling.

Mette Bjerre forklarer, hvornår der er realistisk, at der kommer et klasseloft på 24 elever. Video: Mikkel Kjær og Signe Schack Engebjerg

Af Mikkel Kjær

Ved næste budgetforhandling i Aarhus kommune bliver et klasseloft på 24 elever ikke en realitet. I hvert fald ikke, hvis man spørger Mette Bjerre fra SF.

”Jeg er bange for, at vi ikke kan få det igennem ved næste budget forhandling, fordi vi får en presset økonomi. Hvordan skal det gå med økonomiaftalen, når vi netop har brugt 18 milliarder på krig?”, siger Mette Bjerre.

En af Mette Bjerres vigtigste mærkesager er at sænke klasseloftet til 24 elever. Hun mener, at klasseloftet skal nedsættes, fordi det både skaber en bedre trivsel i hverdagen og et bedre indeklima.

Selvom klasseloftet ikke virker realistisk i næste budgetforhandling, så kæmper Mette Bjerre og SF stadig.

”Vi kæmper for det ved hver eneste budgetforhandling, men det er en stor klump penge”, forklarer Mette Bjerre.

Formand for Aarhus Lærerforening, Dorthe Ryom Fisker, vurderer heller ikke, at et klasseloft på 24 elever er realistisk i nærmeste fremtid.

”Det er realistisk i den sammenhæng, at der også skal tilføres midler, og der rækker min realisme desværre ikke så langt”, siger Dorthe Ryom Fisker.

Aarhus Kommune har en presset økonomi, når det kommer til skoleområdet. Ifølge Danmarks Statistik, så brugte Aarhus kommune 65.923 kroner pr. elev i 2020. Det placerer kommunen i den lave ende, når det kommer til udgifter pr. elev.

”Ingenting kan lade sig gøre uden, at der kommer ressourcer”, konkluderer Dorthe Ryom Fisker.

Ifølge Dorthe Ryom Fisker, så kan vi også godt forvente, at der kommer til at gå længere tid, end vi tror, før vi får nedsat klasseloftet.

Mette Bjerre forventer også, at der kan gå længere tid end forventet. Hun vurderer, at der kan gå et par år, før et klasseloft på 24 elever kan blive aktuelt til budgetforhandlingerne.

I to år var Maria Kuntz en del af det hemmelige Instagram-netværk, PRIV. Et netværk, hvor mere end 1000 unge piger deler billeder af selvskade og selvmordstanker. For pigerne er netværket et fællesskab, men flere eksperter mener, at det skader mere, end det gavner.  

Af Mikkel Kjær

I dag er Maria 23 år gammel. Bag hende hænger en udførlig guide til, hvordan hun foretrækker sin sondemad. Foto: Mikkel Kjær

De grå skyer ligger som en dyne over Aarhus midtby. Selvom det er slutningen af februar måned, så kan Maria ikke mærke kulden. Hun har netop drukket afløbsrens. Hvorfor, ved hun ikke helt, men hun skulle bruge noget, som gik hurtigt. I ren afmagt, tog hun det første og bedste, hun kunne finde i en tilfældig dagligvarebutik.

”Jeg skal bare smadre mig selv,” tænker hun. 

Den 18-årige Maria finder en anonym baggård, hvor hun kan drikke væsken. Væsken virker. Maria er på vej ud i den mest smertefulde oplevelse, hun har haft i sit liv. Den ætsende væske starter med at ramme munden. Hendes mund begynder at bløde. Afløbsrensen fortsætter ned i halsen, som et afløbsrør, der skal rengøres. Halsen reagerer med det samme. Den hæver op, og Maria har det som om, hun bliver kvalt.

Alt omkring hende står stille. Tankerne, den kolde vind og det pulserende liv i Aarhus midtby. Maria skriger med alle hendes kræfter. En dame kommer hende til undsætning og tilkalder en ambulance. Blå blink, en uge på intensiv, antibiotika, utallige operationer og et forsnævret spiserør blev resultatet af at drikke afløbsrens.

Forud for episoden, har Maria været ind og ud af diverse psykiatriske afdelinger. Som 16-årig er hun indlagt igen. Her bliver hun introduceret for det hemmelige Instagram-netværk, PRIV. Et netværk, som skal få stor betydning for Maria.

Et skadeligt netværk

PRIV-netværket har i dag mere end 1000 medlemmer. Da Maria kom ind i netværket, var der omkring 300-400 medlemmer. Netværket er præget af anonymitet og tavshedspligt. Dit navn er hemmeligt, og din profil er lukket. Regel nummer et i PRIV, du bryder ikke tavsheden. PRIV-netværket startede som et fællesskab for unge piger med psykiske diagnoser. Her kunne de dele deres tanker og følelser, som folk udefra ikke kunne sætte sig ind.

I takt med, at der kom flere medlemmer, så eskalerede indholdet også. Billeder af selvskade, åbne sår og selvmordstanker blev dagligdag for mange af profilerne.

”Der er ikke nogen tvivl om, at det er skadeligt for dem. Det øger antallet af selvskader, og det øger også de voldsomme selvskader”.

Sådan siger Laila Winther, direktør i Landsforeningen mod selvskade og spiseforstyrrelser, om det hemmelige netværk for unge piger mellem 15-29 år.

Laila beskriver netværket som værende ”smitsomt”. Laila fortæller, at der efter DR-dokumentaren, ”Døde pigers dagbog”, hvor Maria er med og fortæller sin historie med afløbsrensen, var en stigning i indlæggelser af patienter med syreskader.

Maria kan også nikke genkendende til, hvad Laila siger.

”Det smitter jo helt vildt meget. Også bare med mig, jeg så en der skar i sig selv, og så gjorde jeg det selv.”

Går du med selvmordstanker? Hvis du har selvmordstanker, er i en anden alvorlig krise eller er pårørende til en person, der er i alvorlig krise, kan du kontakte telefonrådgivningen på Livslinien og få hjælp på 70 20 12 01. Du kan ringe alle årets dage fra klokken 11 til 05

Teenageår på psykiatrisk

I dag er Maria 23 år gammel. Hun bor udenfor Aarhus i et moderne villakvarter med sine forældre. I det stilrene, hvide køkken hænger en seddel på væggen. ”Hej! Husk at lune vandet, inden det skal ind i min mave, ellers får jeg nemlig ondt i maven”. Vandet skal bruges til Marias sondemad, og det må hverken være for varmt eller koldt. Afløbsrensen har gjort, at hendes spiserør ikke fungerer optimalt. Derfor er hun nødt til at få sondemad.

Hendes lange, lyse hår falder over den grå striktrøje. Hun er spinkel af bygning, hvilket både skyldes sondemaden, men også de mange år med spiseforstyrrelse. Hun har et reflekterende blik, når hun bliver adspurgt, hvordan hun kom ind i PRIV-netværket.

”Jeg skulle på et bosted, hvor de fleste havde det, og så blev jeg præsenteret for det,” siger hun.

I starten var det et trygt fællesskab for hende. I mens hun blev indlagt for første gang som 15-årig, blev hendes folkeskolevenner færdig med 9.klasse. Drømmen om gymnasiet blev byttet ud med indlæggelser, diagnoser og klinisk rene afdelinger.

Fællesskabet i PRIV eskalerede hurtig imod selvskade. Selvom hun prøvede at være neutral, og undgik at dele billeder af åbne sår, så var det svært ikke at blive påvirket af alle billederne med selvskade.

”Man bliver jo aldrig i godt humør af at se andre, der har det dårligt. Til sidst, skulle jeg vitterligt tage mig sammen og stoppe med at sluge batterier osv. Det er bare vildt svært, når du ser andre gøre det.”

Konsekvensberegning

Ligesom Maria, så er det ofte i en ung alder, at pigerne kommer ind i PRIV-netværket. Det er farligt, hvis du spørger sygeplejerske Malene Eiberg Hansen, som er i gang med at skrive PhD om selvskade og selvmordsadfærd og hvordan sociale medier påvirker det.

”Netværket er potentielt rigtig farligt. Hvis man engagerer sig som 20-årig, så har man et andet udgangspunkt for at konsekvensberegne, end hvis man er 13 år,” uddyber hun.

Særligt mediedækningen af PRIV-netværket kan være farligt. Ifølge Malene, er det vigtigt, at man ikke kommer til at romantisere PRIV-netværket. Malene lægger også vægt på, at der er sket en stigning i mistvivles blandt unge piger, hvorfor de søger fællesskaber på sociale medier.

Maria har også selv set flere unge piger, som er kommet ind i miljøet uden diagnoser. De bliver opslugt af miljøet, fordi de bliver udsat for billeder af selvskade og selvmordstanker.

En åben Instagram

Hjemme i forældrenes køkken går Maria forsigtigt rundt. Hendes hverdag foregår i et roligt tempo, hvor der skal være tid til afslapning og fordybelse. Instagram er stadig en del af hendes hverdag. Hun har valgt at lave en åben profil, hvor folk kan følge med i hendes liv. 

Selvom hendes Instagram navn er ”hindbaerbrus”, så er hendes liv bestemt ikke ligeså sødt, som den kunstige sodavand. I hendes profil tekst står følgende: ”Velkommen til min profil, her fortæller jeg åbent om min hverdag med autisme, kroniske smerter, og hvad der nu ellers følger med.”

Bladrer man igennem de 1.358 opslag, bliver man mødt af selfies, hundebilleder og cheerleading videoer. På overfladen ligner det en ganske normal Instagram profil, men hvis man læser hendes opslag, så er virkeligheden en anden. Det er ærlige beretninger fra et liv med op- og nedture. En slags virtuel dagbog, hvor Maria tager sine følgere med ind bag facaden.

Selvom der kan være dårlige dage, så er Maria kommet videre fra PRIV. Ligesom, at hun også er stoppet med selvskade. Hun taler med en ro i stemmen. Hun vil gerne hjælpe andre piger, som har haft de samme udfordringer.

”Hvis der var flere profiler, som delte ens hverdag, uden alt det der lort, så tror jeg ikke, at man vil føle sig alene.”

I retssal nummer 7 sidder en ung mand i midt 20’erne. Det er ikke første gang, at han sidder i Aarhus byret. På trods af en kriminel fortid, så er tiltalte klar til at kommer videre. Det kan dog vare optil et år, da dommeren mener, at han først skal mentalundersøges.

Af Mikkel Kjær

”Ingen lov er så god at følge som sandhed”.  

Og der er ingen tvivl om, at det er sandheden, der fylder retslokalet. Vi når knap nok at rejse os for dommeren, før den tiltalte erklærer sig skyldig i alle seks forhold. Dog med det in mente, at han ikke er enig i alle anklagepunkterne.

Det relative anonyme retslokale, med træbåse, praktiske kontorstole og en kvalmende gul væg, der står i skrap kontrast til den konservative indretning, er i dag fyldt med en dommer, to lægdommer, en forsvarer, en anklager og tiltalte.

Tiltalte er en ung mand i midten af 20’erne med libanesisk baggrund. Hans venstre ben ryster, da han bliver udspurgt af anklageren. Selvom han virker nervøs, så er retten ikke ubekendt for tiltalte. Han har førhen afsonet en ubetinget dom for røveri.

Tre gram hash, to kaffemaskiner og en p-vagt

Selvom der står ”indbrudstyveri” på skærmen foran retslokale nummer 7, så er det ikke det eneste forhold, som tiltale er anklaget for. Udover tre røverier i Bilka, hvor gevinsten var to flasker whisky og make-up til en veninde, så er tiltalte også anklaget for røveri af to industrikaffemaskiner, besiddelse af tre gram hash og trusler mod en p-vagt.

Anklageren har forberedt en række spørgsmål til tiltalte. Hvordan stjal du kaffemaskinerne? Puttede du whiskyerne i lommen? Var hashen til eget forbrug? Truede du p-vagten med at opsøge ham?

Så snart anklageren stiller tiltalte et spørgsmål, så er hans automatsvar ofte ”HVAD?!”. Først, virker det som et flabet modsvar, til den garvede anklager, men senere hen viser det sig, at tiltalte har en medfødt hørefejl, som gør, at han hører ekstremt dårligt.

Tiltalte forsøger at svare efter bedste evne. Kaffemaskinerne blev kun flyttet fra det ene rum til det andet, whiskyen blev puttet i lommen, hashen var til eget forbrug og han kaldte kun p-vagten for ”dit fucking svin”, hvilket overvågningsvideoen, fra p-vagtens kamera, også kan bekræfte.

En ny start?

På trods af en plettet straffeattest, så ligger forsvarer – en ung advokat iført jakkesæt – vægt på, at tiltalte er klar på en ny start. Tiltalte er kommet ud af sin kriminelle omgangskreds, han er flyttet udenfor Aarhus med sin kæreste og han forsøger, på trods af sin førtidspension, at få en aftale på plads med kommunen, hvor han skal arbejde et par timer om dagen hos en kammerat.

Det skal dog blive afgørende, at tiltalte har fået foretaget en personundersøgelse, som ligger vægt på, at krigsoplevelserne fra Libanon, har sat sine spor i tiltalte. Personundersøgelsen lægger også vægt på, at tiltalte har en IQ, som ligger væsentligt under middel.

Forsvarer og anklager er enige om, at en betinget straf vil være passende til den tiltalte. Det sker sjældent, at forsvarer og anklager er enige, fortæller forsvarer til tiltalte, da dommerne vurderer, hvordan straffen skal udmåles.

Dommeren kommer tilbage, alle rejser sig, hun er ikke enig. Dommeren mener, at der skal foretages en mentalundersøgelse af tiltalte. ”Forstår du, hvad det betyder?” spørger dommeren den tiltalte. Tiltalte nikker, med et tomt blik. Der kan gå op imod et år, før han kan få sin endelige straf. Et år til, at han måske kan starte på en frisk.

Karen Balling Radmer og fællesrådet i Kolt-Hasselager havde aftalen på plads med mobilitetsafdelingen. Der skulle være 50 km/t i hele byen, men trafikudvalget, i Aarhus kommune, gav afslag, og tre års arbejde er måske spildt.

Blandt villaveje og stisystemer ligger Kolt Østervej, hvor man i dag må køre 60 km/t. Foto: Mikke Kjær

Af Mikkel Kjær

Midt på Kolt Østervej tordner det store, slikkepindslignende fartskilt frem. Det store tal på skiltet viser 60 km/t. Man er ikke i tvivl om, hvor hurtigt man må køre. Den store, brede vej, som i gamle dage var en omfartsvej, er i dag en trafikkeret vej, som fører gennem Kolt/Hasselager by. Blandt moderne villaer suser den ene bil efter den anden forbi. De mange stisystemer, hvor børn leger, og forældre går tur med deres barnevogne, ligger klos op ad den omdiskuteret vej.

”Det er sgu ikke så smart, at folk ligger og kører så hurtigt,” siger Karen Balling Radmer.

Karen er formand for fællesrådet i Kolt-Hasselager kommune. Sammen med resten af fællesrådet, har hun arbejdet for at få nedsat fartgrænsen til 50 km/t i hele byen. På trods af det hårde arbejde, og en godkendelse fra mobilitetsafdelingen, har projektet taget en drejning. Trafikudvalget i Aarhus Kommune har afvist deres anmodning.

For borgernes bedste

Fællesrådet i Kolt-Hasselager har til formål at være et forum, hvor man drøfter og løser fællesopgaver. Fællesrådet fungerer som et talerør for området overfor byråd og kommunen. Med andre ord, så arbejder fællesrådet for borgernes bedste.

Netop borgerne i Kolt-Hasselager ligger Karen på sinde, når det kommer til hastighedsgrænserne. De trafikerede veje Kolt Kirkevej, Kolt Østervej og Hovedvejen, er tæt omgivet af de mange stisystemer i byen, hvor børn leger, og folk går tur med deres hunde og barnevogne. Udover det, så er oversigtforholdene også dårlige. Særligt på Kolt Østervej, hvor de mange flotte træer gør udsynet til andre trafikanter besværligt.

”Både Hovedvejen og Kolt Østervej er veje, som skolebørn krydser hver dag,” siger Karen med en frustration i stemmen.

Selvom det er formiddag, og de fleste mennesker er på arbejde eller i skole, så er vejen fyldt med biler, bybusser og ældre herrer i aerodynamisk trikot på deres dyre racercykler. Den store rundkørsel for enden af Kolt Østervej fungerer som et mekka for de mange biler, der er på vej videre, i hver sin retning.

Ifølge Karen, så kører de mange biler alt for stærkt. Målinger fra politiet viser, at gennemsnitshastigheden på Kolt Østervej ligger på 65 km/t. Også på hovedvejen, som fører ind igennem byen, bliver der kørt for stærkt, ifølge politiets målinger.

Kampen med kommunen

I de sidste tre år har Karen og fællesrådet haft hastighedsgrænserne på toppen af deres dagsorden. Efter adskillige møder med Aarhus Kommunes mobilitetsafdeling, fik de endelig deres godkendelse til at flytte byskiltene. Lige nu står byskiltene således, at man kører ind og ud af byzonen, hvorfor det er tilladt at køre 60 km/t. Hvis man flyttede byskiltene, så ville man kunne lave byzone i hele byen, og hastighedsgrænsen kunne sættes ned til 50 km/t.

Udmeldingen vakte glæde hos Karen og fællesrådet. Hun fløj til tasterne og skrev nyheden på fællesrådets hjemmeside. Netop som det sidste punktum var sat, og historien blev publiceret, fik de en melding fra trafikudvalget i Aarhus Kommune om, at godkendelsen var blevet afvist. En melding, som vakte vrede hos Karen.

”Det kan vi simpelthen ikke være med til. Den fik fuld skrue, for vi kan ikke acceptere det,” siger Karen.

Tre års arbejde har fået stukket en kæp i hjulet. Men fællesrådet giver ikke op, de har nemlig fået sat et nyt møde op med kommunen, hvor der kommer repræsentanter fra mobilitetsafdelingen. Sammen, vil de gennemgå alle de problemer, som fællesrådet finder med trafikken i Kolt- Hasselager.

”Så ja, vi kæmper stadig videre. Det skal fandeme være løgn!”

Kunstnerisk frihed kommer i mange former. 37-årige Kent Pedersen har fundet sit frirum i dragkarakteren Cassandra Starlight. Som Cassandra har han mulighed for at bestemme sin performance selv.

Rasmus Bydam Eghøje indfriede sin drengedrøm og fik arbejde hos Copenhagen Sundays. Selvom hverdagen indebar interviews med nogle af Danmarks bedste fodboldspillere, så oplevede han også en hverdag, som var fyldt med rygter og intern konkurrence.

Af Mikkel Kjær

På trods af, at Rasmus Eghøje fik en fod indenfor i sportsverdenen, og indfriede hans drengedrøm, så trådte han også ind i en verden, hvor rygter og citater taget ud af en sammenhæng, står øverst på dagsordenen.

Af Mikkel Kjær

I mange år havde Rasmus set sportsjournalister, som Carsten Werge og Per Frimann, rejse land og rige rundt og kommentere fodbold. At se sine yndlingssportsjournalister hjemme i fjernsynet vækkede en jalousi, men det tændte også en drøm om at blive sportsjournalist.

Muligheden for at komme ud og rejse, få en masse oplevelser og dække ens store interesse lød som en drengedrøm for Rasmus, der har fulgt fodbold i over 10 år.

Løvehjerte og Lord’en på landsholdet

Rasmus’ fodbold interesse går tilbage til 2009-2010, hvor FC København vinder 4-0 over Brøndby. Han husker særligt, hvordan han oplevede stemningen på stadion, gennem fjernsynet i stuen. Siden hen blev det Nicklas Bendtner og hans mange mål på landsholdet, som holdt hans fodbold interesse til ilden.

Specielt landsholdet vækker stærke følelser frem hos Rasmus. Måden, hvor på, de formår at samle den danske befolkning, på tværs af etnicitet, religion og baggrund, beskriver han som unik. En følelse som kun blev forstærket under sommerens EM-slutrunde, hvor hele landet fulgte med, da Danmark nåede til semifinalen på Wembley.

”I modsætning til klubfodbold, er det allesammen som støtter op om landsholdet,” siger Rasmus.

Fra grus til græs

Det startede egentlig med en spirende karriere som tennisspiller, men de mange stævner, hvor man stod alene, var ikke noget for Rasmus i længden. Han savnede fællesskabet, så han startede til fodbold, hvor han fik mange gode kammerater, men han fandt også det fællesskab han havde savnet.

”At komme ud og få et fællesskab, det var nok derfor jeg synes det var interessant,” forklarer Rasmus.

I takt med, at de blev ældre, begyndte folk at få andre interesser, hvilket fik Rasmus til at skifte klub. Han fandt endnu engang et stærkt fællesskab blandt sine holdkammerater. Dog blev det mere og mere seriøst, hvorfor Rasmus mistede lysten igen. Han valgte i stedet at fokusere på skolen og fandt nye interesser, som computerspil og hygge med vennerne.

Selvom interessen for fodbold stod i baggrunden, så begyndte han på Handelsgymnasium i Slagelse, hvor de stiftede et fodboldhold. Her var der plads til sjov, hygge og en øl bagefter.

”Igen var det fællesskabet der var øverst, og jeg genfandt kærligheden for at spille fodbold,” uddyber Rasmus.

En fod indenfor

I dag er Rasmus 21 år og er netop startet på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han håber at få rygsækken fyldt med redskaber, som han kan bruge i den journalistiske verden. En verden som han kort har prøvet kræfter med.

Han skulle egentlig have været på højskole i december 2020, men det satte den verdensomspændende corona pandemi en stopper for. I stedet valgte han at skrive rundt til forskellige medier for at høre, om de kunne bruge sådan en som ham.

Gennem FCK-miljøet kendte Rasmus det mindre fanmedie Copenhagen Sundays, som gav ham chancen. Han startede med at tage billeder, men det udviklede sig, og ansvaret blev større. Jobbet hos Copenhagen Sundays betød, at han fik lov til at interview FCK spillerne i klub- og landsholds øjemed.

”Så der fik jeg prøvet den lille drengedrøm af,” siger Rasmus med et smil på læben.

Når Rasmus i dag ser tilbage på sit arbejde i fodboldverdenen, så har han fået en masse lærerige oplevelser og et stærkt netværk blandt andre sportsjournalister. Men det var heller ikke så romantisk, som han havde forestillet sig. Han beskriver en branche, som er baseret på rygter og misinformationer.

”Der kan man godt mærke, at den tabloid presse er meget fokuseret på fodboldmiljøet,” uddyber Rasmus.