Rasmus gemmer på et tabu under sin hat

Hver femte mand i 20’erne taber håret. Alligevel er der stadig et tabu forbundet med at miste håret. Rasmus Nissen Herse har gemt sit hår under en hat i tre år, fordi han ikke kan genkende sig selv i spejlet.

Af Mikkel Kjær og Simon Solkær

Vandet bruser ned over Rasmus’ hoved. Han kører sine hænder gennem håret, og roder det hele igennem. Alt håret skal blive vådt. Han har prøvet det utallige gange før, men i dag er anderledes. Han kigger på sine hænder. Nervøsiteten breder sig i kroppen. Der ligger mange flere hår, end der plejer. 

De høje tindinger var begyndt at tage fart, men det var først i badet, det gik op for Rasmus Nissen Herse, at han var i gang med at miste sit hår. Før i tiden gjorde han aldrig noget ud af sit hår. Det havde altid bare været der. 

Rasmus begyndte at tabe håret i løbet af 3.g for cirka fem år siden. I dag er Rasmus 24 år gammel og læser til bygningskonstruktør i Aarhus.

Da Rasmus var teenager, havde han stort og krøllet hår. Han brugte ikke tid på at sætte det. 

Håret havde ikke en betydning for Rasmus i denne periode. 

Situationen ændrer sig i takt med, at håret bliver tyndere og tyndere. Lige pludselig begynder han at forholde sig til sit hår. Rasmus føler, at folk begynder at kigge på ham, som om han skiller sig ud eller er anderledes. Det er en følelse, han ikke er vant til. 

“Jeg tror, det har noget at gøre med mit selvværd. Jeg føler mig ikke til rette i det.” 

Mange kæmper med hårtab

Rasmus er blot en ud af mange, som kæmper med hårtab. En femtedel af mænd i 20’erne oplever at miste håret. En statistisk som cheflæge for hudafdelingen på Bispebjerg Hospital, Simon Francis Thomsen, kan bekræfte.  

“Det er en tiltagende ting, som sker gennem en mands liv. Et hårtab kan starte allerede i teenageårene, og så kan det accelerere op gennem 20’erne,” uddyber Simon Francis Thomsen. 

Når man begynder at miste håret, skyldes det en hormonel påvirkning af hårcellerne, som er genetisk bestemt. 

“Det er næsten 100 procent genetisk bestemt, at man mister håret. Det er en predisposition fra naturens hånd, fordi man har arvet en tendens til at blive tyndhåret eller skaldet,” fortæller Simon Francis Thomsen. Som tommelfingerregel arver man ofte sit hårtab fra enten sin far eller morfar. 

Hos Poseidon Klinikken i København oplever de, at flere mænd i 20’erne henvender sig med et begyndende hårtab. Poseidon Klinikken er en ud af en håndfuld klinikker i København, som specialiserer sig i hårtransplantationer. 

“Vi har rigtig mange henvendelser fra folk i start 20’erne og så op til 25 års alderen. De er meget i panik over deres hårtab. De unge føler, at de ikke passer ind, når de som 20-årig er halvskaldede, siger klinikchef fra Poseidon Klinikken, Rikke Priemé.

Aldrig uden hat

Rasmus ligner de fleste andre på hans alder. Carhartt jakke, hættetrøje og tophue. Men i Rasmus’ tilfælde bruger han tophuen som en tryghed. En facade han sætter op for at beskytte sin usikkerhed. 

Under huen gemmer Rasmus sit hår. Hvad der startede med høje tindinger har nu bredt sig til hele issen. De tynde hår sidder der stadig, men tanken om, at folk skal se hans hår, passer ham ikke.

Derfor forlader Rasmus sjældent sin lejlighed uden hat på. Og når han en sjælden gang glemmer hatten, går han tilbage og henter den. Faktisk er det tre år siden, Rasmus sidst kan huske at have været i skole eller i byen uden hue eller kasket på.

“Der er mange mennesker, som godt ved, at jeg har mistet noget af håret, men jeg går alligevel aldrig uden hat.”

Når Rasmus taler med både medstuderende, venner og familie om sit hårtab, kan han snakke åbent om det. Han fortæller om, hvordan det påvirker hans selvværd negativt, og hvordan han efterhånden har meget lidt hår på toppen af hovedet. Han beskriver sig selv som selvsikker. Specielt når han kan gemme sig under en hue eller en kasket. 

“Jeg ville føle mig meget usikker, hvis jeg gik i skole uden hat. Jeg ville føle, at jeg var lidt i centrum. At alle kiggede på mig, fordi jeg jo selv synes, jeg ser anderledes ud.” 

Selvom Rasmus kan snakke åbent om sit hårtab, oplever han stadig, at det er et tabu at miste sit hår. Det skyldes, at hårtabet påvirker hans eget selvbillede.

“Jeg kan ikke genkende mig selv, når jeg ser mig selv i spejlet. Det betyder meget for mit eget selvbillede, at jeg ikke har noget hår. Det er mit ømme punkt”.

Rasmus Nissen Herse før han begyndte at miste håret. Foto: privat

Et tabuiseret emne 

Når klinikchef på Poseidon Klinikken i København, Rikke Priemé, til daglig konsulterer mænd, der lider af hårtab, møder de ofte op med en hat på hovedet. Når hun beder dem om at tage den af, så øjner de muligheden for at tage den på, så snart den byder sig. For Rikke vidner det om, at der er et stort tabu forbundet med at tabe håret. 

”Mange af de unge, som vi konsulterer, er meget påvirkede over deres hårtab. De lukker sig inde, og de prøver at gemme det med en kasket,” tilføjer hun. 

Netop det faktum, at det er svært at skjule et hårtab, er med til at skabe tabuet ifølge kønsforsker på RUC Kenneth Reinicke. 

“Det kan være meget ømtåleligt og sårbart at tabe håret i en tidlig alder – specielt fordi det er noget, man ikke kan skjule.”

Samtidig vurderer han, at en stor hårmanke er forbundet med maskulinitet for nogle unge mænd. Tabuet ligger dermed i, at det er et meget tydeligt tab af maskulinitet, når man taber håret. 

Han vurderer, at det specielt er sårbart for unge mænd i overgangsfasen, fordi løsningen ved at barbere det hele af, få en hårtransplantation eller noget helt tredje kan give en afklaring. 

En tur til Tyrkiet

Når det 2022 går på hæld og champagnepropperne popper, så vil Rasmus ikke fejre nytårs med sine kammerater, som han plejer. Han vil i stedet være i Tyrkiet for at få udført en hårtransplantation. 

“Jeg vidste ikke, at det var en mulighed. Jeg vidste ikke, det virkede så godt, som jeg efterfølgende har set på billeder.”

Egentlig havde Rasmus ikke tænkt på hårtransplantation som en løsning, men efter hans mors veninde fortalte ham om en bekendt, der havde fået en succesfuld hårtransplantation i Tyrkiet, blev en ny dør åbnet for Rasmus. 

Det er ikke unormalt, at mænd søger mod Tyrkiet for at få foretaget en hårtransplantation. En opgørelse fra DR Nyheder viser, at der i 2018 var over 150 danskere, som fik foretaget en hårtransplantation i Tyrkiet. 

Årsagen til, at flere søger mod Tyrkiet skyldes ofte prisen. En operation i Danmark kan nemt løbe op i 60.000 kroner. Rasmus betaler 17.000 kroner i Tyrkiet inklusiv fly og hotel.

‘Jaja om et halvt år så går du rundt og er selvsikker igen.’ 

Sådan lød svaret fra Rasmus’ ven, da Rasmus fortalte, at han havde besluttet sig for at få en hårtransplantation. 

Efter Rasmus blev sat i forbindelse med en hårtransplantations-klnik i Tyrkiet, gik der under én uge, før han bestilte en tid.

“I min situation troede jeg, at min eneste mulighed var at vente, til jeg taber det hele. Nu har jeg mulighed for at gøre noget ved det, så jeg kan blive glad i min situation.”  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *