Karen Balling Radmer og fællesrådet i Kolt-Hasselager havde aftalen på plads med mobilitetsafdelingen. Der skulle være 50 km/t i hele byen, men trafikudvalget, i Aarhus kommune, gav afslag, og tre års arbejde er måske spildt.

Blandt villaveje og stisystemer ligger Kolt Østervej, hvor man i dag må køre 60 km/t. Foto: Mikke Kjær
Af Mikkel Kjær
Midt på Kolt Østervej tordner det store, slikkepindslignende fartskilt frem. Det store tal på skiltet viser 60 km/t. Man er ikke i tvivl om, hvor hurtigt man må køre. Den store, brede vej, som i gamle dage var en omfartsvej, er i dag en trafikkeret vej, som fører gennem Kolt/Hasselager by. Blandt moderne villaer suser den ene bil efter den anden forbi. De mange stisystemer, hvor børn leger, og forældre går tur med deres barnevogne, ligger klos op ad den omdiskuteret vej.
”Det er sgu ikke så smart, at folk ligger og kører så hurtigt,” siger Karen Balling Radmer.
Karen er formand for fællesrådet i Kolt-Hasselager kommune. Sammen med resten af fællesrådet, har hun arbejdet for at få nedsat fartgrænsen til 50 km/t i hele byen. På trods af det hårde arbejde, og en godkendelse fra mobilitetsafdelingen, har projektet taget en drejning. Trafikudvalget i Aarhus Kommune har afvist deres anmodning.
For borgernes bedste
Fællesrådet i Kolt-Hasselager har til formål at være et forum, hvor man drøfter og løser fællesopgaver. Fællesrådet fungerer som et talerør for området overfor byråd og kommunen. Med andre ord, så arbejder fællesrådet for borgernes bedste.
Netop borgerne i Kolt-Hasselager ligger Karen på sinde, når det kommer til hastighedsgrænserne. De trafikerede veje Kolt Kirkevej, Kolt Østervej og Hovedvejen, er tæt omgivet af de mange stisystemer i byen, hvor børn leger, og folk går tur med deres hunde og barnevogne. Udover det, så er oversigtforholdene også dårlige. Særligt på Kolt Østervej, hvor de mange flotte træer gør udsynet til andre trafikanter besværligt.
”Både Hovedvejen og Kolt Østervej er veje, som skolebørn krydser hver dag,” siger Karen med en frustration i stemmen.
Selvom det er formiddag, og de fleste mennesker er på arbejde eller i skole, så er vejen fyldt med biler, bybusser og ældre herrer i aerodynamisk trikot på deres dyre racercykler. Den store rundkørsel for enden af Kolt Østervej fungerer som et mekka for de mange biler, der er på vej videre, i hver sin retning.
Ifølge Karen, så kører de mange biler alt for stærkt. Målinger fra politiet viser, at gennemsnitshastigheden på Kolt Østervej ligger på 65 km/t. Også på hovedvejen, som fører ind igennem byen, bliver der kørt for stærkt, ifølge politiets målinger.
Kampen med kommunen
I de sidste tre år har Karen og fællesrådet haft hastighedsgrænserne på toppen af deres dagsorden. Efter adskillige møder med Aarhus Kommunes mobilitetsafdeling, fik de endelig deres godkendelse til at flytte byskiltene. Lige nu står byskiltene således, at man kører ind og ud af byzonen, hvorfor det er tilladt at køre 60 km/t. Hvis man flyttede byskiltene, så ville man kunne lave byzone i hele byen, og hastighedsgrænsen kunne sættes ned til 50 km/t.
Udmeldingen vakte glæde hos Karen og fællesrådet. Hun fløj til tasterne og skrev nyheden på fællesrådets hjemmeside. Netop som det sidste punktum var sat, og historien blev publiceret, fik de en melding fra trafikudvalget i Aarhus Kommune om, at godkendelsen var blevet afvist. En melding, som vakte vrede hos Karen.
”Det kan vi simpelthen ikke være med til. Den fik fuld skrue, for vi kan ikke acceptere det,” siger Karen.
Tre års arbejde har fået stukket en kæp i hjulet. Men fællesrådet giver ikke op, de har nemlig fået sat et nyt møde op med kommunen, hvor der kommer repræsentanter fra mobilitetsafdelingen. Sammen, vil de gennemgå alle de problemer, som fællesrådet finder med trafikken i Kolt- Hasselager.
”Så ja, vi kæmper stadig videre. Det skal fandeme være løgn!”